For at få elementleverancen gennemført sikkert og problemfrit, fra planlægning til montage, tilbyder Palsgaard Træ et samarbejde i alle entreprisens faser. Det giver sikkerhed i detailudformningen og præcision af levering og montage, så misforståelser og fejl undgås.
Planlægning
I samarbejde med kunden udarbejdes efter projekteringens første faser en montageplan. Planen angiver elementnumre, montageretninger, mål i forhold til modullinier o.l.
I god tid før levering fremsendes den komplette montagemappe med montageplan, samlingsdetaljer, løsdelslister, montage og sikkerhedsvejledning m.v., så montagen kan forberedes.

Levering
Ud fra montageplanen udarbejdes en læsseliste. Der aftales en leverings-rækkefølge og leveringstidspunkterne for de enkelte læs fastlægges. Hvert læs indeholder et antal elementstakke, som er anbragt på specialstrøer og emballeret i plastfolie.
Opbevaring
På byggepladsen anbringes elementstakkene på et plant og tørt underlag. Kun hvis plastfolien er beskadiget, eller hvis der er taget hul på en elementstak, er det nødvendigt at foretage supplerende afdækning med presenning el. lign.Under aflæsning og transport på byggepladsen må det påses, at f.eks. færdige indvendige beklædningsplader ikke beskadiges.

Montage
Hvert element er forsynet med løfteøjer eller anden mulighed for direkte anhugning med kran. Elementstakkene leveres så vidt muligt i læsseorden efter montageretning, så omstakning undgås.Selve montagen udføres i overensstemmelse med montagemappens anvisninger. Inden montagen påbegyndes, anbefales det at afmærke modullinier på det bærende underlag, så specielt lange flugtlinier kan holdes under den hurtige montage. I elementsamlinger er der indregnet en vis tolerance til unøjagtigheder. Derfor monteres elementerne normalt med en fugebredde på 8 mm svarende til den rette komprimering af det præmonterede fugebånd. Over vederlag, hvor forankringer udføres, projekteres normalt en større fuge.
Samlinger
Sideløbende med montagen og forankringen af elementerne færdiggøres åbne samlinger i overensstemmelse med de udarbejdede tegninger og anvisninger i montagemappen, så konstruktionen beskyttes bedst muligt mod nedbør. For at undgå luftstrømninger igennem konstruktionen er det vigtigt, at alle fuger og tilslutninger til andre bygningsdele udføres lufttætte i niveau med dampbremsen, (tætningsplanet).
Samlinger mellem elementerne tætnes almindeligvis med specialfugebånd monteret på elementerne ved leveringen, så samlingen bliver tæt ved montagen. Vederlagssamlinger og tilslutninger til andre bygningsdele færdiggøres på byggepladsen, når forankring er udført, typisk i form af fugetætning, isolering og montering af udvendigt lukkestykke.
Kvalitetssikring
Fremstilling af Palsgaard elementer foregår under kontrollerede forhold på fabrik,der sikrer en ensartet høj kvalitet. Uafhængig af vejrliget arbejder håndværkeren i en let kontrollerbar fremstillingsproces, hvor der ikke gås på kompromis med udførelsen. Alle materialer underkastes en nøje modtagekontrol, trædele fugtkontrolleres og der foretages løbende proceskontrol. Herved sikres, at udførelsen af hvert element svarer til specifikationerne.
Lige så vigtigt er det, at der gennemføres en opfølgende kvalitetssikring på byggepladsen, f.eks at det dagligt kontrolleres, at der bliver strimlet over samlinger i takt med montagen, så der ikke trænger vand ind i konstruktionen, at fugerne ligger indenfor gældende tolerancer mv. De få, men vigtige krav fremgår af montagemappen, endnu et bidrag til sikkerhed for den totale kvalitet.
